Carl Hansen & Søn

kaare-klint

Kaare Klint

En af de helt store fyrtårne indenfor dansk møbeldesign er arkitekt Kaare Klint, der med sin matematisk funderede funktionalisme, kom til at præge flere generationer af danske møbeldesignere. Først og fremmest i kraft af sin status som visionær underviser, men i høj grad også på grund af en stribe markante møbeldesign, som kom til at danne skole.

Designer bio

Kaare Klint er manden bag designikoner som Faaborgstolen fra 1914 og den verdenskendte Safaristol fra 1933. Han manifesterede også sin status med masterplanen for den danske pavillon på verdensudstillingen i Barcelona i 1929.

Formgivning og arkitektur blev tidligt et væsentligt element i Kaare Klints liv. Som søn af arkitekt Peder Vilhelm Jensen-Klint, der bl.a. stod bag Grundtvigskirken i København, blev interessen for at koble funktion og æstetik vakt i den helt unge Kaare Klint. Kaare Klint var i 1924 med til at grundlægge Kunstakademiets Møbelskole, hvor han året efter blev udnævnt til docent og senere professor.

Han var, som både underviser og designer, med til at inspirere og forme en generation af nogen af dansk møbeldesigns mest velansete designere og arkitekter, herunder Hans J. Wegner, Mogens Koch, Arne Jacobsen og Poul Kjærholm, som alle kom til at bane vejen for dansk designs guldalder i starten af 1940'erne.

Kaare Klint anses i dag som den reformator, der, med sin tilgang til arkitektur og design, gjorde radikalt op med datidens traditionelle og stilfokuserede undervisning for i stedet at vægte praktiske studier af arkitektur og møbeldesign. Som en af funktionalismens foregangsmænd fokuserede Klint på proportionsstudier, det vil sige, studier af menneskers mål og møblers funktion. Han var på den måde med til at forny dansk møbeldesign og udvikle møbler, som først og fremmest opfylder deres primære formål. Gennem hele sit arbejdsliv insisterede han på et klart og logisk design, på rene linjer, optimale materialer og sublimt håndværk.

En af Kaare Klints store styrker var hans enestående sans for proportioner og rum. Han var af den faste overbevisning, at et møbel skal passe til brugeren. Med sine klassiske design, som var skabt på baggrund af omhyggelige anatomiske studier, blev han kendt som ophavsmanden til begrebet "humanistisk design".

På Kunstakademiets Møbelskole gennemførte Klint og hans studerende et banebrydende studie af helt almindelige brugsting. Alt blev målt grundigt op, og resultaterne blev så holdt op mod konkrete behov for funktionalitet. Baggrunden for dette omfattende projekt var Klints overbevisning om, at et møbel aldrig må dominere et rum. Med dette afsæt udviklede Klint og hans studerende en række møbler, hvor form og funktion var ligeværdige størrelser.

Det er karakteristisk for Kaare Klints design, at der både er en harmonisk balance mellem form og materiale og et særligt forhold mellem møbel og rum. Han beherskede det enkle udtryk, det tidsløse design og det kompromisløse håndværk, der stadig gør hans møbler eftertragtede i dag.

Kaare Klint modtog i løbet af sin karriere flere hædersbevisninger, bl.a. Eckersberg-medaljen i 1928 og C.F. Hansen-medaljen i 1954. I 1949 fik han ærestitlen "Royal Designer for Industry" i London.

background

Bruger login

Indtast brugernavn og password

Det indtastede brugernavn eller password er ikke korrekt.