Carl Hansen & Søn

mogens-lassen

Mogens Lassen

Et inspirerende ophold i Frankrig og mødet med Le Corbusiers og funktionalismens formidealer kom til at præge den danske arkitekt Mogens Lassen, der blev en af de danske funktionalisters bannerførere.

Designer bio

Selvom Mogens Lassens primære fokus var på arkitektur - han har designet villaer, højhuse, idrætsanlæg og butiksindretninger - har han også ydet et betydeligt bidrag med sine møbel- og interiørdesign.

Mogens Lassen havde et lidt utraditionelt afsæt. Han var først i murerlære fra 1919 til 1923 og blev efterfølgende optaget på Københavns Tekniske Skole i 1923, hvor han bl.a. studerede under arkitekt Edvard Heiberg. Senere blev det til ansættelser på en række forskellige tegnestuer, herunder hos den danske arkitekt Tyge Hvass fra 1925 til 1934.

Et ophold i Paris fra 1927 til 1928 vakte interessen for tidens store franske arkitekt, Le Corbusier, og hans idéer om at gentænke den moderne indretning ved f.eks. at tilføje mezzaniner (indskudte dæk eller indre balkoner) i højloftede rum. Lassen arbejdede med lignende eksperimenterende metoder for at skabe rum med flere funktioner og større tilstrømning af dagslys. Han var ligeledes optaget af at skabe en ligeværdig prioritering mellem det udvendige og indvendige i forhold til indretning.

Mogens Lassens møbeldesign vidner, ligesom hans arkitektur, om hans interesse for forskellige materialer. Han demonstrerede talent for at materialisere sine idéer med både naturlige og industrielt frembragte materialer. Hans enkle og funktionelle træmøbler, som bl.a. Ægypterbordet, har fået klassikerstatus, mens hans design i stål fra 1930'erne fortsat betragtes som originale udtryk for tidens internationale modernistiske påvirkning.

Som en af modernismens pionerer var Mogens Lassen også engageret som udstillingsarkitekt på den permanente udstilling på Designmuseum Danmark i København fra 1939 til1967, hvor han stod bag flere udstillinger, der hjalp dansk design og kunsthåndværk til at vinde international anerkendelse.

Mogens Lassen blev i 1971 tildelt C.F. Hansen-medaljen for sit enestående bidrag til arkitekturen. 

 

 

Bruger login

Indtast brugernavn og password

Det indtastede brugernavn eller password er ikke korrekt.